Kaas: Stop med at misbruge fællesskabet

Kaas: Stop med at misbruge fællesskabet
LEDER | 10. MAJ 2024 • 05:30
Tommy Kaas
Redaktør
LEDER
10. MAJ 2024 • 05:30

Foreningsdanmark er leveringsdygtig i et hav af gode tilbud. I Poulsker er der nogen, der misbruger dem, og det kan i værste fald gå ud over alle andre.

Lige medmindre man forsøger at leve af at drive fitnesscenter på kommercielle vilkår, så er historierne om al den gode foreningsfitness, som finder sted flere steder, rigtig gode.

Klubber og foreninger har fremgang i medlemstallene på grund af nye tilbud om veludrustede træningscentre, for her kan medlemmer få adgang til masser af god træning for en brøkdel af den pris, de skal betale, hvis de vil gøre det hos eksempelvis nogle af de større fitnesskæder.

I Foreningsdanmark er det på mange måder skønt. Her dyrkes de sociale fællesskaber, og sundheden og trivslen er i højsædet. Her udvikles ungdommen, og der finder integration og mangfoldighed sted. Foreningerne er nødvendige for lokalsamfundene, for de er med til at styrke sammenhængskraften i vores land.

Og netop på den baggrund er det overordentlig trist, når enkeltindivider – medlemmer af fællesskabet – ikke respekterer netop fællesskabet.

Tidende bragte i denne uge historien fra Poulsker, hvor den relativt nye investering på halvanden million kroner er en stor succes, men hvor det altså ikke er alle, der følger reglerne i klubbens nye fitnessrammer. For folk tager åbenbart venner og bekendte med til træning – venner og bekendte, der vel at mærke ikke er betalende medlemmer – og dermed står Poulsker IF med en tabt indtægt og ekstra slid på deres maskiner.

Det er ikke i orden – ikke over for foreningen og heller ikke over for de mennesker, som selvfølgelig er villige til at betale det, det koster.

Når man tænker på, hvor lidt man betaler til sin forening kontra hvad et månedligt abonnement hos en eksempelvis landsdækkende fitnesskæde koster, så er det peanuts, der bedes om. På den baggrund er det uforståeligt, at nogen vil misbruge de gode vilkår.

I Poulsker har man besluttet, at sådan nogle brud på reglerne er udsmidningsgrund, fordi det at træne uden at betale groft sagt betragtes som tyveri. Sådan skal det være – ud med dem, der ikke kan finde ud af at behandle vores fælles værdier ordentligt.