Mærsk skal potentielt sejle syd om Afrika resten af 2024

2. MAJ 2024 • 10:47ERHVERV/POLITIK

Der er sket en eskalering af urolighederne i Det Røde Hav de seneste tre måneder, siger Mærsks topchef.

Risikoen for, at Mærsk kommer til at sende sine skibe syd om Afrika resten af året, er blevet større de seneste måneder.

Det siger selskabets topchef, Vincent Clerc, på et pressemøde efter offentliggørelsen af regnskabet for første kvartal. Det skriver MarketWire.

Manøvren har været nødvendig, efter at urolighederne i Det Røde Hav begyndte at blusse op.

- Sandsynligheden for, at vi stadig sejler syd om Afrika, når året er omme, er betydeligt højere i dag end for tre måneder siden.

- Vi har kun set eskalering de seneste tre måneder i området. Det er ikke kun Mærsk, men alle shippingselskaber, der har omstillet netværket til mere eller mindre permanent at kunne sejle derom, siger han.

Mod slutningen af sidste år blev et Mærsk-ejet skib angrebet af Houthi-bevægelsen i Det Røde Hav.

Det førte i første omgang til en suspendering af sejladsen i området i 48 timer. Den udmelding blev efterfølgende ændret til at gælde på ubestemt tid.

Mærsk så sig derfor nødsaget til at omdirigere alle sine skibe til at sejle syd om Afrikas spids for at undgå flere angreb.

Mens det i første omgang fører højere udgifter til eksempelvis brændstof med sig, har urolighederne også været med til at løfte rederiernes indtjening. Det gælder også for Mærsk.

Af selskabets regnskab fremgår det, at det endte med et overskud på 208 millioner dollar i årets første tre måneder.

Den positive indvirkning fra urolighederne i Det Røde Hav skyldes, at en omdirigering af skibe er med til at trække kapacitet ud af markedet. Det er med til at øge fragtpriserne, hvilket kommer rederierne til gode.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU