Messerschmidt måtte aflyse 1. maj-møde på grund af sikkerhed

2. MAJ 2024 • 15:36ERHVERV/POLITIK

PET kunne ikke garantere for Morten Messerschmidts sikkerhed til et arrangement onsdag, der blev afbrudt.

Omkring 30 unge mennesker klædt i sort forhindrede onsdag et besøg fra Morten Messerschmidt ved Ungdommens 1. maj i DSU-teltet i Fælledparken i København.

Det skriver DR, der af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, og Dansk Folkeparti har fået bekræftet, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, onsdag ikke kunne garantere for Dansk Folkepartis formands sikkerhed ved arrangementet.

Ifølge DR var det på grund af, at en "gruppe autonome unge mennesker", skabte uro i teltet.

Messerschmidt var blevet inviteret af DSU, der onsdag afholdt Ungdommens 1. maj sammen med fagbevægelsens ungdomsorganisationer.

Her skulle han traditionen tro holde en såkaldt revselsestale, hvor han skulle revse arbejdsbevægelsen efterfulgt af diskussion og debat.

- Jeg var inviteret af DSU til at holde en "revselsestale". Det gjorde jeg også for to år siden i deres lokaler inde i København. Det var en god oplevelse, så jeg havde glædet mig, lyder det fra Messerschmidt til DR i et skriftligt svar.

Morten Messerschmidt kommenterer også hændelsen på det sociale medie X.

- Det var et svært valg: at tale i fælledparken til en kommunistisk pibekoncert - eller drikke en flaske hvidvin med Dot (Morten Messerschmidts samlever, red.) i solen? Det blev så Dot og hvidvin, skriver han efterfulgt af en grinende smiley.

Medarrangør Signe Kaulberg Jespersen, der er forbundssekretær i DSU, siger til DR, at hun syntes hele situationen var utryg og ekstremt ubehagelig.

Arrangørerne tilkaldte selv politiet, da de sortklædte unge begyndte at råbe i megafoner og skabe uro i teltet.

Herefter blev det meddelt, at PET ikke kunne garantere for Morten Messerschmidts sikkerhed.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU