Mette Frederiksen: Har aldrig sagt at danskerne skal blive ved samlebåndet

1. MAJ 2024 • 13:32ERHVERV/POLITIK

Statsministeren er glad for at få rettet misforståelse om borgernes arbejdsmoral, siger hun 1. maj.

På arbejdernes internationale kampdag går statsminister Mette Frederiksen (S) i rette med sin egen fortælling om danskernes arbejdsmoral.

- Det er taget lidt ud af sammenhæng og oversat til, at jeg ikke er glad for danskerens arbejdsmoral, siger hun efter sin 1. maj-tale i Haderslev.

- Derfor er jeg glad for at få det rettet.

Den seneste tid har statsministeren gentagne gange markeret, at borgerne ikke bør indrette sig på at arbejde mindre.

Tværtimod er der behov for at få ændret mentaliteten omkring arbejdstid, særligt i lyset af Ruslands invasion af Ukraine og det forhøjede trusselsbillede i Europa.

I marts sagde Mette Frederiksen, at samlebåndene "kører i Rusland 24/7", mens den europæiske diskussion mest går på at ville arbejde mindre.

- Jeg bliver altid citeret meget hårdt med det, jeg siger nu, og så starter jeg diskussionen forfra. Men der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret. Russerne går ikke hjem. De fortsætter, sagde hun.

Derefter tilføjede hun:

- Og så er jeg ikke sikker på, at alle skal gå hjem klokken 16 fra samlebåndet.

To måneder efter mener hun dog, at det er taget ud af kontekst.

- Nogle gange når man deltager meget i den offentlige debat, så er der ting, der bliver taget ud af kontekst. Jeg har aldrig sagt, at danskerne skal blive ved samlebåndet efter klokken 16.

- Det er en metafor, et billede på en ny sikkerhedspolitisk situation, siger hun onsdag.

Hun tilføjer, at hun "ikke har sagt, at der er et problem med danskernes mentalitet."

Kommentaren skulle ikke forstås som en kritik af borgernes arbejdsmoral eller som et ønske om, at arbejdstiden skal sættes op, betoner statsministeren nu.

- Danskerne arbejder meget. Det er rigtig godt, både for familiernes økonomi og for at finansiere velfærdssamfundet.

Direkte adspurgt, om hun synes, at borgerne arbejder nok, svarer statsministeren bekræftende:

- Ja, jeg synes, danskerne generelt arbejder nok.

Hun mener, at en del af hendes udtalelser tages ud af kontekst.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU