Trecifret millionoverskud for DSB i første kvartal

8. MAJ 2024 • 10:53ERHVERV/POLITIK

Antallet af rejser med DSB steg med fire procent i årets tre største måneder, viser regnskab.

DSB opnåede i årets første tre måneder et overskud på 101 millioner kroner før skat.

Det viser regnskabet for første kvartal, hvor der blev foretaget 40,8 millioner rejser, svarende til en vækst på 1,7 millioner rejser eller fire procent sammenlignet samme kvartal sidste år.

Her lød overskuddet på 188 millioner kroner takket være en engangsindtægt på omkring 200 millioner kroner i forbindelse med en erstatningssag mod en tidligere leverandør.

Denne gang er overskuddet et resultat af en forbedret drift som følge af lavere brændstofpriser, fremgår det af ledelsesberetningen.

Her står der også, at det særligt er et øget salg af Orange-billetter, der er årsag til fremgangen.

- Vi har med en målrettet indsats i samarbejde med Banedanmark skabt både kundevækst og høj punktlighed i årets 1. kvartal. Det giver et solidt udgangspunkt for resten af 2024, siger administrerende direktør Flemming Jensen i en kommentar til regnskabet.

Punktligheden for fjerne- og regionaltog målt som andelen af rejser, der afvikles med mindre end tre minutters forsinkelse, udgjorde 78,5 procent i kvartalet.

Mens punktligheden både i februar og marts lå over 80 procent, fik den et alvorligt hak i januar, hvor voldsomt vintervejr gav udfordringer for togtrafikken.

S-togsdriften var derimod relativt upåvirket af vind og vejr. Her blev kundepunktligheden opgjort til 96,5 procent i kvartalet.

DSB forventer et årsresultat før skat, der går i nul, blandt andet som følge af øgede udgifter til vedligehold af tog.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU