15 ton stål skal forstærke ydervæggene på Børsen

29. APR 2024 • 09:12INDLAND/KRIMINAL

Arbejdet med at sikre Børsens ydermure er i fuld gang. Stålrør hjælper med at holde sammen på facaderne.

Selv om branden på Børsen er neutraliseret, er der fortsat masser af aktivitet på brandtomten i det indre København.

Lige nu arbejder man således på at forstærke de tilbageværende facader, så de ikke falder sammen.

Til det formål benytter smedevirksomheden CPH Steel 15 ton stålrør, der bliver spændt sammen og fastgjort mellem gennem vinduerne på facaden.

På den måde håber man, at murværket kan modstå vejr og vind, indtil det er besluttet, hvad der skal ske med resterne af den historiske bygning.

Det er virksomheden Tibnor fra Odense, der har leveret de 15 ton stål. Det ankom til København allerede sidste mandag, og arbejdet med at stabilisere bygningen fortsætter et par uger endnu.

Søndag aften valgte Københavns Politi at foretage en afspærring af området omkring Børsen.

Det skyldtes, at der var opstået en vejrskade på stilladset omkring bygningen, og man frygtede, at der kunne ske yderligere nedstyrtning af murværket.

Afspærringen er dog ophævet, og politiet vurderer ikke længere, at der er nedstyrtningsfare.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU