Kong Frederiks mormor åbnede ham for det svenske

6. MAJ 2024 • 21:23INDLAND/KRIMINAL

Også den svenske konge taler til gallamiddag mandag. Han beundrer i sin tale dronning Marys rejse til Danmark.

Kong Frederiks mormor, dronning Ingrid, gav kongen lyst til at forstå det svenske.

Det siger han i en tale mandag aften til en gallamiddag, hvor det svenske kongepar er værter, i forbindelse med et to-dage langt statsbesøg i Sverige.

- Hendes (dronning Ingrids, red.) stemme var uanset sprog lyden af omsorg. Sverige har, så længe jeg kan huske, haft en fast plads i min bevidsthed og i mit hjerte, siger han.

Dronning Ingrid voksede op på det svenske kongelige slot som svensk prinsesse. I 1935 giftede hun sig ind i det danske kongehus, og Danmark fik en ny kronprinsesse.

Kong Frederik nævner de mange forskellige måder Danmark og Sverige er forbundne i sin tale.

- Vi hepper på hinanden og fejrer hinandens sejre i internationale sammenhænge. Man kan næsten sige, vi har en hjemmebanefordel i hinandens lande, siger han.

Han tilføjer dog, der er en undtagelse. Når de to lande mødes i sportslige begivenheder, er der en stor ære i at slå sin skandinaviske nabo i nationalsporten fodbold.

Kongen nævner i den forbindelse, at Sverige nu har fået en dansker som fodboldlandstræner.

Her henviser han til den tidligere danske landsholdsspiller Jon Dahl Tomasson, der for nylig er blevet landstræner i Sverige.

- Det er måske ikke ligefrem genoprettelsen af Kalmarunionen, men det er tæt på, siger han efterfulgt af latter fra salen og et smil fra Jon Dahl Tomasson, der selv er gæst til middagen mandag aften.

Desuden deltager den danske astronaut Andreas Mogensen og bestyrelsesformand for den danske rederigigant Mærsk, Robert Mærsk Uggla, blandt mange andre.

Dronning Ingrid bliver ikke blot nævnt i talen. Dronning Mary sender også en mere subtil tanke til den tidligere dronning.

Til sit gyldne skørt med en broderet overdel er dronning Mary iført sit rubinsæt.

Sættet var dronning Ingrids foretrukne i årtier, og hun testamenterede det til sit barnebarn, kong Frederik, så hans kommende hustru kunne bære et juvelsæt, der var en kronprinsesse værdig.

Inden kong Frederik gik på talerstolen mandag aften, lød der også et par ord fra den svenske kong Carl Gustaf.

Han bød det danske kongepar velkommen og glædede sig over, at samarbejdet med hans kusine, dronning Margrethe, nu bliver videreført gennem kong Frederik.

I talen udtrykte den svenske konge særlig beundring for dronning Marys rejse til Danmark. Hvordan hun har lært et nyt sprog, en ny kultur og taget en betydningsfuld opgave på sine skuldre.

Han sluttede talen af med at skåle for det fortsatte venskab mellem Sverige og Danmark og for det danske folks lykke.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU