Lone Scherfig roses for spansksproget drama

1. MAJ 2024 • 23:15INDLAND/KRIMINAL

"Pigen der fortalte film" er en kærlighedserklæring til filmkunsten, lyder det fra en række anmeldere.

Den danske filminstruktør Lone Scherfig imponerer anmelderne med det spansksprogede drama "Pigen der fortalte film", som er optaget og foregår i Chile.

Anmelderne fra Berlingske, Kristeligt Dagblad og Politiken har givet filmen, som er baseret på Hernán Rivera Leteliers roman af samme navn, fire ud af seks stjerner.

De fremhæver alle tre, at "Pigen der fortalte film" er en hyldest til filmmediet.

- I filmen var antydningerne endnu mere subtile og billederne smukkere (end i romanen, red.). I den forstand er filmen også en kærlighedserklæring til mediet og den virkelighedsflugt, som gode fortællinger bærer i sig, skriver Berlingskes anmelder.

Ifølge Kristeligt Dagblads anmelder taber historien "intensitet til sidst, da den gearer ned med sin poetiske melankoli og runder af".

- Men sådan er det Scherfigske temperament. Det er de komplekse snarere end de voldsomme følelser, der præger hendes historier, lyder det fra avisens anmelder.

Imens har anmelderne fra Filmmagasinet Ekko og Soundvenue givet filmen fem ud af seks stjerner.

Det skyldes blandt andet, at "Lone Scherfig leverer et vidunderligt smukt og filmhyldende værk om (pige)liv og fortællerkunstens berigende og eskapistiske potentialer".

- "Pigen der fortalte film" er endnu et bevis på, at hun kan strække sig langt på verdensscenen - ikke blot til England og USA, men også helt til yderkrogen af Chile og på spansk, står der i Filmmagasinet Ekkos anmeldelse.

Filmen har dansk premiere torsdag. Blandt de medvirkende er Sara Becker, Bérénice Bejo, Antonio de la Torre og Daniel Brühl.

"Pigen der fortalte film" begynder i 1960'erne, hvor man følger pigen Maria, som bor i en chilensk mineby med sin familie.

Da hele hendes familie ikke har råd til at gå i biografen sammen, lister hun sig ind til visningerne og gengiver filmoplevelsen for sin familie.

Det viser sig, at hun har sans for gode genfortællinger, og andre folk i minebyen flokkes om hendes fortællinger.

Da Maria bliver voksen i 1970'erne, genfortæller hun stadig film. Fællesskabet omkring hendes genfortællinger udfordres, da tv'et kommer til byen.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU