Hundredvis af betjente opløser universitetsprotester i New York

1. MAJ 2024 • 05:35UDLAND

Betjente går ifølge The New York Times ind på Columbia University for at opløse propalæstinensiske protester.

Politistyrker er natten til onsdag dansk tid gået ind på det amerikanske universitet Columbia Universitys område i New York for at opløse de propalæstinensiske demonstrationer, som de seneste uger har fundet sted på universitetets campus.

Det skriver den amerikanske avis The New York Times.

Ifølge The New York Times er hundredvis af kampklædte politibetjente gået ind på universitetets område.

Nogle af dem lyser med lommelygter ind i de telte, som er sat op på området, mens andre betjente former en kæde for at indkredse området.

Politiet fjerner tilmed demonstranter og journalister fra området omkring universitetsbygningen Hamilton Hall, som siden tidligere på dagen tirsdag amerikansk tid har været besat af demonstranter.

En sort politibil er parkeret foran Hamilton Hall på Amsterdam Avenue og West 116th Street. Herfra har politiet rejst en bro, så det kan tilgå et vindue på anden sal af den besatte bygning.

Politiet er kort tid efter trængt ind i den besatte bygning gennem vinduet.

Omkring klokken 21.40 lokal tid er politiet begyndt at bære demonstranter ud af Hamilton Hall. Demonstranterne er efterfølgende blevet sat på busser.

Kort tid efter at politiet gik ind på universitetets område, udgav Columbia University en erklæring, hvori der står, at universitetet "beklager at måtte meddele, at demonstranterne med deres handlinger har valgt at eskalere situationen".

- Efter at universitetet kunne konstatere, at Hamilton Hall over natten er blevet besat, vandaliseret og blokeret, havde vi ikke noget valg, lyder det.

- Vi vil ikke risikere fællesskabets sikkerhed eller en potentiel eskalering.

Det fremgår af erklæringen, at universitetets ledelse i løbet af natten har holdt et møde med sikkerhedseksperter og politiet for at finde ud af, hvad der er "den bedste måde at beskytte vores studerende og hele fællesskabet på Columbia".

- Vi tog i morges beslutningen om, at det her er en opgave for politiet og at N.Y.P.D (New Yorks politi, red.) var de bedste til at udføre en passende respons.

Universitetets rektor, Minouche Shafik, har bedt politiet om at blive på Columbia University indtil 17. maj for at "opretholde orden og sørge for at teltlejrene ikke genetableres".

Denne politiaktion finder sted næsten to uger, efter at politiet anholdt mere end 100 demonstranter, som havde rejst telte på Columbia Universitys campus.

Siden da er teltlejren vokset sig endnu større, end den var før den første politiaktion.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU