Tre forsvundne surferes lig er fundet i Mexico

6. MAJ 2024 • 04:01UDLAND

Familiemedlemmer til forsvundne surfere ankom denne weekend til Mexico for at identificere fundne lig.

Tre forsvundne surferes lig er blevet fundet i Mexico.

Det bekræfter statsanklagerens kontor i den mexicanske delstat Baja California søndag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters. Familiemedlemmer har verificeret deres identitet.

Tidligere søndag oplyste de mexicanske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP, at der var fundet skudsår i hovedet på lig, der på det tidspunkt formodedes at være de forsvundne surfere fra henholdsvis Australien og USA.

De tre turister blev i sidste uge meldt savnet under en surftur i delstaten i det vestlige Mexico.

Familiemedlemmer til brødreparret Callum og Jake Robinson samt amerikanske Jack Carter rejste tidligere på weekenden til Mexico for at hjælpe myndighederne med at identificere ligene, har statsanklager Elena Andrade oplyst på en pressekonference.

- Familiemedlemmerne er ankommet til USA (lørdag, red.), og i dag (søndag lokal tid, red.) vil de møde op på anklagerens kontor, sagde Andrade.

Myndighederne har en teori om, at motivet bag forbrydelsen var tyveri af de tre dræbtes bil. Køretøjet blev fundet udbrændt i nærheden.

De tre lig er blevet fundet i delstaten Baja California i Mexico. Det oplyste det amerikanske forbundspoliti, FBI, i en meddelelse lørdag lokal tid.

- Vi bekræfter, at tre individer blev fundet døde i Santo Tomas i Baja California, lød det fra FBI's kontor i San Diego i Californien. Politiet satte her ikke navn på de tre personer.

De australske brødre Jake Robinson og Callum Robinson og deres amerikanske ven Jack Carter er ikke blevet set siden den 27. april. De var på ferie nær kystbyen Ensenada i Baja California, som ligger nordvestlige i Mexico.

Ifølge brødreparrets mor, Debra Robinson, ankom Jake og Callum aldrig til deres planlagte indkvartering. Det har hun skrevet i et opslag på Facebook.

Søndag gik lokalbefolkningen i området, hvor de tre surfere er fundet, på gaden for at demonstrere. De forlanger mere sikkerhed i området.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU