Tyrkisk politi stopper 1. maj-demonstranter med tåregas

1. MAJ 2024 • 14:15UDLAND

De tyrkiske myndigheder har forbudt 1. maj-demonstrationer på Taksim-pladsen i det centrale Istanbul.

Tyrkisk politi har onsdag affyret tåregas og gummikugler mod demonstranter, efter at myndighederne har forbudt 1. maj-demonstrationer på Istanbuls centrale Taksim-plads.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Mere end 40.000 politifolk har været på gaden i Istanbul og blokeret små sidegader med metalbarrierer i et forsøg på at forhindre demonstranter i at samles.

Politiet har affyret tåregas og gummikugler mod demonstranter nær rådhuset i Sarachane-distriktet for at forhindre dem i at bryde igennem barrikaderne, lyder det fra AFP's udsendte.

Ifølge medier er mindst 150 personer blevet tilbageholdt ved middagstid, men myndighederne har ikke bekræftet tallet.

Nogle blev tilbageholdt, da de forsøgte at komme ind på Taksim-pladsen.

Der er sat høje metalbarrierer op omkring pladsen, hvor myndighederne har forbudt demonstrationer siden 2013, da den var centrum for demonstrationer mod præsident Erdogans regering.

Taksim var samlingssted for 1. maj-fejringer indtil 1977, hvor mindst 34 mennesker blev dræbt under demonstrationer. Myndighederne åbnede pladsen igen i 2010, men den blev lukket igen efter protesterne i 2013.

I Besiktas-distriktet har politiet tilbageholdt mindst 30 venstreorienterede demonstranter, som råbte "Taksim kan ikke forbydes", lyder det fra en journalist fra AFP.

En demonstrant blev slæbt hen ad jorden af politiet, og hans gruppe blev tilbageholdt.

Yderligere 30 personer blev tilbageholdt i Sisli-distriktet.

Ifølge Indenrigsminister Ali Yerlikaya er Taksim et forbudt område for demonstrationer for at forhindre "terrororganisationer" i at bruge det til "propaganda".

Tyrkiets største oppositionsparti, Det Republikanske Folkeparti (CHP), og fagforeninger havde presset regeringen til at åbne pladsen for arbejdermøder, men Erdogan advarede tirsdag mod enhver form for provokation.

- Vi vil blive ved med at kæmpe, indtil Taksim er fri, lød det fra CHP-leder Ozgur Ozel.

- Disse arbejdere er ikke jeres fjender. Vores eneste ønske er, at dagen skal fejres som en festival. Vi ønsker ikke konflikt, sagde han henvendt til politiet.

I 2023 afgjorde Tyrkiets øverste forfatningsdomstol, at lukningen af Taksim-pladsen for protester var en krænkelse af rettigheder.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU