Ukraines parlament stemmer for at lade fanger kæmpe ved fronten

8. MAJ 2024 • 17:23UDLAND

Visse ukrainske fængselsindsatte kan formentlig snart slutte sig til landets hær, der mangler soldater.

Ukraines parlament har onsdag stemt for en lov, der vil give nogle fanger mulighed for at kæmpe i landets væbnede styrker.

Regeringen har længe været imod tiltaget, men landet mangler soldater ved frontlinjen.

Efter at Rusland på det seneste er rykket frem, har regeringen foretaget en kovending på området.

Parlamentsformanden og præsident Volodymyr Zelenskyj skal underskrive loven, før den kan træde i kraft.

- Parlamentet har stemt ja, skriver parlamentsmedlemmet Olena Sjuljak, som også står i spidsen for Zelenskyjs parti.

- Loven åbner for, at visse kategorier af fanger, som har udtrykt ønske om at forsvare deres land, kan slutte sig til landets hær, siger hun.

Mobiliseringen vil være frivillig. Og kun visse indsatte kan blive en del af hæren.

Blandt dem, der ikke må tjene i hæren, er personer dømt for seksuel vold, drab på to eller flere personer, alvorlig korruption og tidligere højtstående embedsmænd, siger Sjuljak.

Kun fanger med under tre år tilbage af afsoningen kan ansøge, tilføjer hun.

Siden invasionens første dage har Rusland rekrutteret fanger til hæren.

Tidligere blev seks måneders tjeneste i hæren belønnet med en benådning.

Det var en praksis, som blandt andre Jevgenij Prigozjin, den nu afdøde Wagner-leder, blev ansigtet på.

Der har således været videomateriale fremme af Prigozjin, der går rundt i en straffelejr og rekrutterer soldater til privathæren Wagner-gruppen.

Over to år inde i krigen kæmper den ukrainske regering stadig med at skaffe nok soldater.

I starten af april gav Zelenskyj grønt lys til at sænke aldersgrænsen for at blive indkaldt til hæren fra 27 til 25 år.

Det var en lov, som præsidenten ventede mange måneder med at sætte sin underskrift på. Parlamentet stemte således for loven i maj sidste år.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU