Efterforsker anmeldelse om skud: 'Vi finder tre projektiler'

TOPNYHED | 16. APR 2024 • 16:34
TOPNYHED
16. APR 2024 • 16:34

Bornholms Politi fik mandag formiddag en anmeldelse om et skyderi mod en dør i Hasle. Sagen bliver nu efterforsket.

Bornholms Politi efterforsker et skyderi i Hasle, skriver netmediet Bornholm.nu.

Det bekræfter politiets vagthavende tirsdag eftermiddag over for Tidende, hvor han tilføjer, at det drejer sig om en anmeldelse om skud mod en dør. Politiet fik anmeldelsen mandag formiddag. 

– Mandag tager vi op til Hasle, laver undersøgelser og konstaterer, at der er skudt mod en dør. Vi finder tre projektiler, siger vagthavende Peter Johansen.

Ingen personer er kommet til skade ved hændelsen, fortæller han videre.

– Pt. har vi ikke yderligere, men vi efterforsker selvfølgelig sagen. Det er klart, at hvis nogen har oplysninger i sagen, så vil vi da gerne høre om det.

Hvad er der blevet skudt med?

– Sagen ligger i efterforskningsafdelingen, så det er, hvad jeg har af oplysninger. Det er, hvad der kommer ud fra os lige nu, lyder det fra vagthavende.

Bornholm.nu skriver desuden, at gerningstidspunktet formentlig er mellem søndag aften og mandag morgen. Mediet har også talt med efterforskningsleder Henrik Schou, der oplyser, at der er brugt et håndvåben.