Kedeligt efterspil på tiltag med håndsprit: 'I skal trække det hele tilbage'

Kedeligt efterspil på tiltag med håndsprit: 'I skal trække det hele tilbage'
Flaskerne fra Wild Destillery ligner hinanden så meget, at Miljøstyrelsen frygtede at forbrugerne kunne forveklse håndsprit med gin. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 10. JUL 2020 • 15:42
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
10. JUL 2020 • 15:42
CORONA

Et velment forsøg på at producere håndsprit til det coronaramte Danmark fik et kedeligt efterspil for ginfabrikant i Aakirkeby. Den indledningsvist store velvilje fra Miljøstyrelsens side slog en kolbøtte undervejs og resulterede i et påbud om tilbagekaldelse af al håndsprit i flasker.

Onsdag den 11. marts vil de fleste huske som dagen, hvor Mette Frederiksen lukkede landet ned for at få coronavirussen under kontrol. Efterspørgslen på håndsprit steg voldsomt, og dagen efter gik Henrik Nerst i gang med at undersøge, om han kunne producere håndsprit på destilleriet i Aakirkeby. Nerst fremstiller til dagligt gin på Wild Distillery, så skridtet var ikke så langt. I stedet for at destillere enebær og andre specialiteter, gik han over til at blande 80 procent alkohol, brintoverilte og glycerol – altså håndsprit – på flaske.

Henrik Nerst brugte weekenden den 13.-14. marts på at få papirerne i orden.

– Det kræver en del at omlægge fra fødevare- til kemikalieproduktion, fortæller han.

Advarsel på etiketten

Med hjælp fra Miljøstyrelsen lykkedes det imidlertid at få ændret produktregistrering, forsikringsaftale og andre formalia. Om mandagen fik Henrik Nerst dispensationen til at fremstille og sælge håndsprit af mærket ENE Håndsprit.

– Det kneb dog med at få fat i noget emballage. Leverandørerne i Kina og Polen var allerede lagt ned, siger Henrik Nerst.

Han tappede derfor håndspritten på de ginflasker, han havde til rådighed.

Der kom etikette på, og for god ordens skyld sørgede Henrik Nerst for, at der blev trykt "Advarsel – må ikke drikkes" nederst på etiketten.

Henrik Nerst solgte i løbet af de kommende måneder godt 900 flasker gin via firmaets webside, og hver kunde fik en flaske håndsprit med i købet – gratis.


Ked af at blive skældt ud

For seks uger siden, da produktionen af håndsprit var toppet, blev Henrik Nerst ringet op af Niels Frost fra Snaps Bornholm i Nexø. Snaps Bornholm, der havde solgte store mængder håndsprit i samme periode, var af Miljøstyrelsen blevet advaret imod at bruge glasflasker, da disse kunne gå i stykker.

Henrik Nerst fløj øjeblikkeligt til tasterne og spurgte myndighederne, om det kunne have sin rigtighed? Nej, svarede Miljøstyrelsen, det er ikke noget problem.

For tre uger siden fik Henrik Nerst så en ny mail fra Miljøstyrelsen.

Sidste linje lød som følger:

“Kemikalieinspektionen finder derfor, at markedsføringen af ENE Håndsprit i 50 cl flasker, der ligner ginflasker, skal standses straks og eksemplarer af de solgte og distribuerede produkter inden for det sidste år skal tilbagekaldes“.

Beskeden blev modtaget med blandede følelser af Henrik Nerst.

– På en måde kan jeg selvfølgelig godt forstå det. Designet er det samme, og jeg ønsker da ikke, at der er nogen, der skal drikke håndsprit ved en fejl. Men jeg er da ked af at blive skældt ud og fremstå som en amatør, siger Henrik Nerst.

En overreaktion

Nerst måtte efterfølgende sende en mail til alle de kunder, der havde fået en flaske gratis håndsprit med i købet, og bede dem om at destruere flasken.

– Heldigvis havde de ikke betalt noget for håndspritten, så der var ikke noget med at jeg skulle refundere penge, fortæller Henrik Nerst, der i det hele taget mødte stor forståelse hos kunderne.

Henrik Nerst mener i dag, at påbuddet om tilbagekaldelse var en lidt overdrevet reaktion fra Miljøstyrelsens side.

– Det med etiketten var vel nok noget, man kunne have rettet undervejs, siger han.

Hvad angår faren for at forveklse håndspritten med gin er Henrik Nerst også rimelig rolig.

– Jeg tror ikke, der ville gå ret lang tid, før man spyttede det ud, siger han.

Henrik Nersts dispensation udløber den 31. juli, men Wild Distillery indstillede for to uger siden produktionen af håndsprit.

 
 

Kemikalieinspektionens begrundelse

Det er Kemikalieinspektionens vurdering, at ENE håndsprit i 50 cl flasker markedsføres under omstændigheder, som jf. biocid- og CLP forordningens emballageregler kan vildlede forbrugerne, da fremtoning og design kan forveksles med fødevarer, samt at ENE håndsprit i 50 cl flasker ikke er korrekt mærket, jf. biocid- og CLP forordningen.

Kemikalieinspektion har i vurderingen lagt vægt på, at flaskens design, udformning og fremtoning er af en sådanne karakter, at det minder om emballage.

Der er i vurderingen yderligere lagt vægt på, at etiketten på forsiden af ENE håndsprit i 50 cl flasker har et æstetisk design, der ligner det, som der anvendes for Wild Distillery Bornholm ENE gin brand. Hvor der øverst på flasken er påført firmanavnet, efterfulgt af et mellemrum hvorefter brandnavnet ENE fremgår med stor skrift, efterfulgt af produktnavnet på næste linje i en mindre skriftstørrelse.

Der er i vurderingen taget højde for, at der på forsiden er påført en advarsel ”advarsel – kan ikke drikkes”. Det er dog Kemikalieinspektionens vurdering, at advarslens fremtoning, størrelse og placering gør at denne let kan overses.

Kemikalieinspektion har ligeledes konstateret, at produktet ENE håndsprit i 50 cl flasker, ikke er korrekt mærket iht. biocidforordningens art. 69 og CLP forordningens art. 17 og 20.

Kemikalieinspektionen finder derfor, at markedsføringen af ENE Håndsprit i 50 cl flasker, der ligner ginflasker, skal standses straks og eksemplarer af de solgte og distribuerede produkter inden for det sidste år skal tilbagekaldes.