Skilsmisse førte til dom for vold

| ABONNENT | 6. AUG 2020 • 17:07
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
6. AUG 2020 • 17:07
RETSSAG

En langvarig og problemfyldt skilsmisse mellem en 55-årig mand og en jævnaldrende kvinde, begge fra Rønne, resulterede torsdag i, at manden blev dømt for vold mod kvinden.

Manden var anklaget for, i begyndelsen af juni i år, at have taget hårdt fat i kvindens højre arm og nakke, samt have tildelt hende flere spark på venstre lår. Desuden skulle han ifølge politiet have truet kvinden ved at sige: "Hvis jeg ser dig igen, slår jeg dig ihjel".

Den udlægning var manden ikke enig i, og han nægtede han sig i retten skyldig.

Dukkede uanmeldt op

Parret, som har været gift i adskillige år, var ved at blive skilt, og derfor var kvinden flyttet fra det fælles hjem på en af Rønnes mondæne adresser. Hun havde imidlertid stadig nøgle til hjemmet, hvor hun opbevarede sine personlige ejendele, og hun kom der ifølge eget udsagn et par gange om ugen.

Den tiltalte mand havde ifølge eget udsagn tidligere bedt hustruen om ikke at dukke uanmeldt op på den tidligere fælles bopæl, men det gjorde hun alligevel en torsdag formiddag i begyndelsen af juni måned, hvor hun selv låste sig ind i huset.

Ifølge hende selv fordi hun var bekymret for mandens velbefindende.

Her finder hun manden i selskab med en fælles kvindelig bekendt, der ligger og sover i ægtesengen, og huset bærer præg af, at der er blevet festet og drukket en del alkohol.

Den kvindelige bekendte er på det tidspunkt temmelig beruset og umulig at vække.

Ville smide vand i hovedet

At der ligger en anden kvinde i sengen giver ifølge begge parter anledning til, at hustruen bliver meget ophidset og kræver den kvindelige gæst smidt ud af huset.

– Jeg blev ked af, at han ikke havde overholdt vores aftale om ikke at drikke og blev skuffet over, at han ikke ville kæmpe for vores forhold, forklarede hustruen i retten, og erkendte at hun på et tidspunkt under parrets skænderi havde fyldt en spand med vand og forlangt, at manden smed den i hovedet på den kvindelige bekendte for at vække hende.

Da manden nægter, tager hun en af parrets fælles fire hunde og vil forlade huset med den på armen. Det vil manden imidlertid ikke acceptere. Han tager derfor fat i hendes arm og nakke og tager hunden fra hende. Herefter fører han hende – stadig med et greb om nakken – ud på gaden foran huset og beder hende om ikke at vise sig på adressen igen.

Modsatrettede forklaringer

Og det er her, manden og kvinden er grundlæggende uenige om hændelsesforløbet.

Manden hævder, at kvinden var meget aggressiv, og at det er derfor, han må værge for sig og tage fat i hende. Han nægter at have sparket hende og hævder, at hun selv løb ind i hans ben, som han løftede for at beskytte sig mod hendes angreb.

Kvinden forklar modsat, at det var manden, der var agressiv og hårdhændet fulgte hende til havelågen, hvor han derefter sparkede hende bagi, men i stedet ramte låret.

Om det er det ene eller andet hændelsesforløb, der er korrekt, henstår i det uvisse, for retten havde kun parternes egne vidneudsagn at støtte sig til.

Tydelige tegn på overlast

Imidlertid var kvinden om eftermiddagen efter parrets sammenstød blev undersøgt på akutmodtagelsen på Bornholms Hospital. Her viste den politiattest, der blev udarbejdet, at kvinden havde blå mærker på højre underarm og på begge lår.

Desuden viste de fotos, der var blevet taget i forbindelse med lægeundersøgelsen, at kvinden udover et cirka to centimeter stort sår i nakken havde rødmen og hævelser, der tydeligt viste aftryk af fingre, der havde klemt om nakken.

Kunne ikke huske trusler

Udover vold var manden også tiltalt for at have truet kvinden på livet, men det kunne hustruen ikke huske.

Hun huskede, at han havde bedt hende om at blive væk, men mente ikke, at han havde truet hende på livet, sådan som det fremgik af anklageskriftet.

Og da chefanklager fra Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund, læste op af kvindens forklaring til politiet, som hun i øvrigt ikke havde gennemlæst og underskrevet, lagde hun yderligere afstand til den anklage.

– Jeg husker ikke, hvad der nøjagtigt blev sagt i situationen, og jeg bad betjenten om at udelade den del af min forklaring, men det er tilsyneladende ikke sket, svarede kvinden på chefanklagerens forsøg på at dokumentere tiltalen.

Enig domsmandsret

En enig domsmandsret valgte efter godt tyve minutters overvejelse at idømme 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år samt 40 timers samfundstjeneste. Manden, der ikke tidligere er straffet, skal desuden være under tilsyn af kriminalforsorgen i prøvetiden, og han skal betale sagens omkostninger.

Det lykkedes imidlertid ikke anklageren at løfte bevisbyrden for tiltalen for trusler. Derfor blev manden frifundet for dette anklagepunkt.

Han valgte efter en kort votering med sin forsvarer at modtage dommen.