Guide: Tag turen til Christiansø eller spark en skævert i Bodilsker

Guide: Tag turen til Christiansø eller spark en skævert i Bodilsker
En tur til Christiansø kunne være en mulighed i weekenden, hvis Christiansøfarten har plads på Ertholm. Ellers vent til sensommeren/efteråret. Foto: Holger Larsen
| ABONNENT | 7. AUG 2020 • 19:07
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
7. AUG 2020 • 19:07
AKTIVITET

Det er den sidste weekend, før skolernes sommerferie slutter, og børnefamilierne er på vej hjem. Det betyder sandsynligvis, at der bliver lidt mere plads rundt omkring på Bornholm. Vejrudsigten spår flere varme dage, og det gør specielt de udendørs aktiviteter attraktive i denne weekend. Nogle vil nok vælge stranden, men her følger nogle tips til andre forlystelser.

1. En tur til Christiansø

Mange bornholmere har det nok ligesom mig. Vi glemmer nogle gange hvilken perle, vi har knap en times sejlads fra Bornholm – nemlig Christiansø. Jeg var der forleden for første gang i mange år i forbindelse med forsvarsministerens besøg. Køb eventuelt en tur med en af Christiansøs guider, der står klar, når Ertholm lægger til kaj. Så får man også noget at vide om, hvad der aktuelt foregår på Ertholmene – og det er faktisk ikke så lidt.

Bliver det ikke i den kommende weekend, så er muligheden der stadig, og der bliver bedre plads på båden i takt med, at sommeren bliver til efterår. Tjek Christiansøfartens hjemmeside.

2. Fodboldgolf i Bodilsker

Man kan spille golf, minigolf, parkgolf, håndboldgolf – og så er der fodboldgolf.

Tag turen til Kattesletsvej i Bodilsker og gå en runde på den herlige naturbane. Noget af det sjove – og ind imellem irriterende, vil nogle nok mene – er, at bolden ikke altid tér sig som forudset, når man ellers har leveret det "perfekte spark". Bolden rammer måske en knold og ender ude i det høje græs. Det er god underholdning for hele familien, og det kan fint kombineres med en skovtur.

3. En dag med jazz på torvet

Det har ikke været nogen god jazzsommer på Bornholm. Jazzfestivalerne i Allinge og Nexø blev aflyst. Men foreningen Østersøjazz i Nexø synes alligevel, at der skulle være noget musik på Nexø Torv. Det bliver der så lørdag fra klokken 10 til 22. Det bliver 12 timers musik overvejende med bornholmske musikere krydret med spændende kræfter ovrefra.

4. Ølfestival i Aarsdale

Mere festival er der lidt længere op ad østkysten. I Aarsdale, hvor den verdensomspændende virksomhed Mikkeller har etableret sig med en lille afdeling i form af en bar. Coronaen har spændt ben for Mikkellers planlagte store arrangementer i Tokyo og København. Men så holder man i stedet en lille festival i Aarsdale, hvor der specielt bliver sat fokus på de bornholmske øl.

Festivallen, som også har levende musik på programmet, varer i fire dage til og med søndag.


5. To åbne haver i Rønne

Hvis man har brug for gode ideer og inspiration til, hvad man skal gøre med sin egen have, kunne det være en idé at benytte sig af Haveselskabet Bornholms tilbud søndag kl. 10-16, hvor man har to åbne haver i Rønne.

Det er hos Susanne Bjerrum og Peter Johannessen, Pistolstræde 8, og hos Birgit Staffensen og Jan Jensen, Sejersvej 2.