Næh, det må man ikke: Camping i første klitrække

Næh, det må man ikke: Camping i første klitrække
Det må man altså ikke – slå telt op direkte i klitterne ved Boderne. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 12. AUG 2020 • 06:01
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
12. AUG 2020 • 06:01
Turisme

– Det må man ikke.

Sådan lyder Ole Holm Pedersens reaktion, da Bornholms Tidende fortæller ham, at et par friske turister har slået deres lille rundbuetelt op direkte i klitterne i Boderne.

Ole Holm Pedersen er skovfoged i regionskommunen, og han fortæller, at tendensen til at slå telt op uden for de af kommunen og Naturstyrelsen udpegede pladser, har været temmelig udbredt denne sommer.

– Der har været mange mennesker på øen, og der har været for lidt plads på teltpladserne og i shelterne. Så folk har slået telt op ved siden af og også andre steder i naturen, hvor de ikke må. Det skal vi snakke med Naturstyrelsen om hen over vinteren: Hvordan håndterer vi, at der er flere og flere der gerne vil holde ferie på den måde, siger Ole Holm Pedersen.


Ingen kommentarer

Arne Munch Ipsen er formand for Boderne Grundejerforening. Han lagde for to år siden jord til de to shelters, som er opført af kommunen, og som denne sommer har været flittigt brugt.

Arne Munch Ipsen er godt klar over at der bliver teltet lidt ivrigt i Boderne i øjeblikket, men har ikke tænkt sig at gøre noget særligt ved det.

– Der er jo optaget til alle tider i shelterne, og så slår de telt op ved siden af. Det har jeg ingen kommentarer til. De er jo nok væk dagen efter, siger Arne Munch Ipsen.

Det er ifølge Naturbeskyttelsesloven forbudt at campere på stranden.

 


 

Forening: Vi tager det roligt


 

For formanden for Havneforeningen Boderne er sommeren 2020 lidt uden for nummer.

Derfor ser man ham ikke løbe rundt nede på havnen med en løftet pegefinger, selv om der holder autocampere på havneforeningens arealer og telte slås frejdigt op i klitterne og på offentlige stier.

For hvad må man egentlig, når folk opfordres til at holde afstand?

– Lige den her sommer med corona er det måske lidt svært at bedømme for os i hvert fald, siger Willie Andersen.

– Vi tager det roligt. Men teltene skal ikke blive ved med at stå der, for det er jo kyststien, som går den vej igennem, siger han.

Willie Andersen bekræfter, at der har været mange mennesker i Boderne denne sommer. Det er gået godt det meste af tiden.

– Men vi har fået brændt vores bænk dernede. Sådan skal det ikke være, siger Willie Andersen.

Helt grundlæggende er han glad for at se folk i Boderne.

– Hvis nogen har lyst til at opføre sig ordentligt og være der, det har jeg ikke noget imod, siger han.

Ser man bort fra ulovlig campering og afbrænding af bænke, kan formanden for havneforeningen rapportere om god opførsel på havnen hen over sommeren.

Et godt eksempel er den lille bygning med toilet og brusebad, som passes af havneforeningen.

– Vi har skrevet på toiletterne: giv et symbolsk beløb hvis I har lyst, for vi lægger jo vand og så videre til. Og det synes jeg folk har været søde til, slutter Willie Andersen.