Sådan går det med bøgernes by på nordlandet

Sådan går det med bøgernes by på nordlandet
Det er Jan Eskildsen, der oprindeligt tog initiativ til at etablere Sandvig Bogby. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 12. AUG 2020 • 16:19
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
12. AUG 2020 • 16:19
SANDVIG

2020 er femte år, Sandvig promoverer sig selv som Sandvig Bogby – en by, hvor man kan tage hen for at købe billige brugte bøger og møde forfattere ved sociale arrangementer. I de fem år har initiativet stille og roligt bidt sig fast. Dels sælger bogbyen år for år flere og flere bøger, dels deltager flere og flere i forfatterarrangementerne, og dels får byen doneret så mange bøger, at de frivillige ikke kan følge med.

Det fortæller Jan Eskildsen, der oprindeligt tog initiativ til at etablere Sandvig Bogby.

– Der har været holdt 26 arrangementer siden marts 2016. Det første var med forfatteren Pernille Boelskov, og der kom nogen og tredive mennesker. Vi holdt arrangementet i Foreningen Sandvigs egen Rådstuen, hvor vi kunne være gratis. Men vi fandt ud af, at der kom flere, hvis vi holdt forfatterarrangementerne på byens spisesteder. Så kan man bestille bord og spise sammen fra klokken 18, hvorefter forfatteren læser og bliver interviewet en to timers tid fra klokken 19.

– Sidste år havde vi et foredrag om Martin Andersen Nexø på Hectors Café, hvor der kom 45 tilhørere, og der var ikke plads til flere. Vi havde også tegneren og maleren Ben Woodhams, som kom og fortale om sin bog Kyst hos Nordvig Bed & Breakfast. Der var 50 mennesker til middag, og da foredraget begyndte klokken 19, kom der 25 mere. Folk kommer fra flere steder på øen – Østermarie, Rønne, Nexø og Svaneke, fortæller Jan Eskildsen.

Brugte bøger betaler for forfatteraftner

Det krævede nogle penge og noget støtte at få bogbyen i gang. Bornholms Regionskommune, Destination Bornholm, Statens Kunstfond og Gang i Kulturen på Nordbornholm har støttet med pengebeløb. Det salig rederi Færgen støttede med billetter til forfatterne, og Superbrugsen Allinge har støttet med forplejning til de frivillige. Men mere og mere har indtægten fra brugte bøger overtaget finansieringen af de populære forfatterarrangementer.

Folk har været meget søde til donere gode brugte bøger til Sandvig Bogby. Allerede tilbage i startåret 2016 solgte bogbyen for omkring 4.000 kroner bøger til turister og lokale. Bøgerne stod i reoler hos byens erhvervsdrivende. Der gik dog ikke lang tid, før byens syv karakteristiske "bogholmere" kom til og boostede salget. Bogholmerne er specialdesignede bogreoler, der ligner bornholmerure. De står rundt i byen og frister med et bugnende udvalg af brugte bøger til billige priser. Der er høflig selvbetjening efter vejbodspricippet.

– Salget går godt. Det er efterhånden mange penge, der kommer ind på bogbyens konto. Vi har i de seneste år solgt bøger for 6.000 til 8.000 kroner hvert år. De går til forfatterarrangementerne, fortæller Jan Eskildsen.

Et frivilligt hold bakker op

Under bogbyen står et hold på fem-syv sandvigboer og puster luft under dens vinger.

– Det er et stort arbejde, der bliver gjort af frivillige. Bøgerne skal sorteres, og ved tirsdagsmarked står der hver tirsdag to flittige damer og sælger bøger. Jeg selv undersøger de antikvariske priser på indleverede bøger, der kunne være dyre, og så sætter jeg priserne efter det – men stadig meget lavt. Man kunne købe bøger hos os hver tirsdag, og så efter sæsonen åbne en antikvarboghandel. Sådan foregår det nu ikke. Folk køber primært romaner, og mange kommer tilbage og donerer dem igen, når de er læst, fortæller Jan Eskildsen.

Inspireret af succes i Wales

Inspirationen til Sandvig Bogby har Jan Eskildsen fået i byen Hay-on-Wye i Wales, som han engang besøgte. For mange år siden købte nogle rigmænd store containere med bøger i USA, som de fik distribueret ud i den affolkede bys tomme butikker. Pludselig var der over 40 boghandlere i Hay-on-Wye. Det blev et træplaster, og i dag er nogle af boghandlerne faktisk omdannet til andre butikker, fordi der kommer så mange turister til byen. Desuden bliver der hvert år holdt en litteraturfestival med kendte forfattere og omkring 80.000 deltagere.

Sammenlignet med Hay-on-Wye er Sandvig Bogby stadig så absolut en lilleput. Men Jan Eskildsen mener, at lidt også har ret. Desuden har det aldrig været meningen, at der skulle komme 80.000 mennesker til Sandvig Bogby.

– På grund af Sandvig Bogby sker der noget i Sandvig i de mørke måneder. Noget, der ikke skete, før vi gik i gang. Der må have været omkring 600 personer igennem systemet ved forfatterarrangementerne, og der er blevet solgt flere hundrede anretninger hos de lokale restaurationer. Det har skabt noget liv, og derfor er vi blevet ved. Var der aldrig kommet et øje, var det nok stoppet, men nu kan vi ikke bare stoppe. Nu er Sandvig Bogby ligesom blevet noget, der er her, siger Jan Eskildsen.

Folkene bag Sandvig Bogby har ikke store forkromede planer for de næste fem år. Men de håber at kunne få nogle virkelig store litterære navne til Sandvig. Sandsynligvis vil de også lave arrangementer, hvor der både indgår litteratur og musik.

 
 

Har lige nu for mange bøger

Man skulle måske ikke tro, at en bogby kunne få bøger nok. Men det er faktisk lige nu tilfældet i Sandvig Bogby.

Selvom salget af brugte bøger fra byens bogholmere og ved tirsdagsmarked går godt, kommer der flere bøger ind, end der bliver afsat, og derfor kniber det nu med lagerpladsen. Sandvig er simpelthen blevet kendt som bogby i en sådan grad, at folk ved, de der kan donere brugte bøger til et godt formål, og succesen er lige nu for overvældende.

– Vi har fået så mange bøger, at vi ikke kan tage flere ind. Vi skal først have solgt dem, vi har. Det ville være imod idéen med Sandvig Bogby at have forretninger – det skal kunne hvile lidt i sig selv. Derfor har vi ikke en butik, hvor alle bøgerne kan stå.

– I sidste uge kom der en masse bøger, som vi sorterede i fem hele flyttekasser. Tidligere kom der andre kasser med bøger. Jeg ved ikke, hvor mange, der er, men vi taler om hundreder af bøger, fortæller Jan Eskildsen.

 

 
 

Efterårets forfatteraftener i Sandvig Bogby

Også dette efterår inviterer Sandvig Bogby til forfatteraftner:

Det første arrangement "Mød Vibeke Marx" er aflyst. Der arbejdes på at finde en anden forfatter.

Det foregår hos Pension Langebjerg, fredag den 4. september kl. 19:00. Spisning kl. 18

Mød Morten Buschmann hos Pension Sandbogaard,lørdag den 24. oktober kl. 19. Spisning kl. 18.

Mød Peter Poulsen hos The Falcon Hotel, fredag den 13. november kl. 19. Spisning kl. 18.