Foto: Klaus Holsting

Bjergløbet var et hit blandt cykelrytterne efter lang coronapause

CYKLING

For mange af de 34 ryttere, der deltog i Bjergløbet fredag eftermiddag, var det det første cykelløb, de har deltaget i, siden coronakrisen satte en stopper for alle sportsarrangementer tidligere på året.

Derfor var der da også stor tilfredshed at spore hos rytterne, selvom enkeltstartsløbet blev afholdt i silende regn fra start til slut. Det gjaldt også for Mads Rahbek fra det lokale cykelhold BHS – PL Beton Bornholm, som gjorde det ganske godt med en tid på 13:08, hvilket endte med at blive fjerdebedste tid.

– Det betyder helt vildt meget for mig at være med i dag. Det har for alle cykelryttere været en lang periode, hvor vi virkelig har savnet at køre cykelløb, så jeg er sindssyg glad for, at mit hold tog sagen i egen hånd og arrangerede det her sammen med Bornholms Cycle Club. De skal have stor ros for initiativet. Det betyder meget for os ryttere at have noget at se frem til, for lige nu er det virkelig svært at finde noget at være med i, fortalte Mads Rahbek til Bornholms Tidende efter han kom over målstregen.

Bjergløbet blev transmitteret direkte på landsdækkende tv, hvilket ikke er hverdagskost for mange af de deltagende ryttere, som normalt kører på niveauet lige under de allerbedste.

– Det her havde man nok aldrig set i fjernsynet, hvis det var en normal sommer. Det er meget sjovt at opleve. Og forhåbentlig får vi mere opmærksomhed og folk ser, at det også er værd at se cykelløb på det her niveau og ikke kun, når det er de professionelle, der kører, siger Mads Rahbek.

Foto: Klaus Holsting

Morten Hulgaard vandt løbet

Begejstringen for løbet, som arrangørerne har valgt at give øgenavnet “Danmarks vildeste enkeltstart”, blev delt af Morten Hulgaard fra UnoX Pro Cycling Team, som gennemførte i hurtigste tid på 12:46.

– Det var dejligt at komme i gang med løb igen. Jeg kørte et enkelt løb i Norge for tre-fire uger siden, og ellers var det seneste løb tilbage i september, hvor vores sæson sluttede. Da sæsonen skulle starte igen, så skete corona. Jeg havde ellers pakket kufferten til det første løb, som var et etapeløb i Holland, og så blev det aflyst dagen før, så det var lidt ærgerligt, fortalte Morten Hulgaard, som derfor var glad for igen at kunne cykelløb og dermed også igen mærke dén spænding i kroppen, man føler op til et løb.

– Det var rart at få udløst den spænding, og jeg synes, det gik virkelig godt i dag, selvom det kom lidt bag på mig, hvor lange stigningerne egentlig er. Men jeg synes, jeg kørte op til mit bedste, så det var et cool løb og en cool start på cykling igen, lød det fra vinderen af løbet.

Foto: Klaus Holsting

Tilfredshed hos arrangøren

Det er Bornholms Cycle Club og cykelholdet BHS – PL Beton Bornholm, som har arrangeret enkeltstartsløbet og en af hovedmændene bag er Jesper K. Andreasen, som selv har tidsrekorden på den ni kilometer lange rute, som starter i Vang og slutter ved Hammerfyret.

Rekorden lyder på 12:39 og blev sat sidste år under Bornfondo-løbet, og den blev altså ikke slået ved Bjergløbet. Jesper K. Andreasen var da også ganske godt tilfreds med afholdelsen af løbet, hvilket dog ikke kun skyldes, at hans rekord stadig står til trone.

– Det har været et fantastisk flot event og en genial opsætning med tv og helipkopter i baggrunden og flotte billeder ud over Bornholm. Det skaber jo noget opmærksomhed, og forhåbentlig har folk siddet i stuerne og set, hvor fedt det er at cykle på Bornholm og skal måske nu selv herover og prøve, om de kan køre op ad de samme bakker, som rytterne har kørt op ad i dag, siger Jesper K. Andreasen, der håber på en gentagelse af løbet, hvilket afhænger af, at der er plads fri i løbskalenderen, når corona-krisen er overstået.

– Det er lidt usikkert, hvordan fremtiden ser ud, men det er et fedt arrangement, så jeg håber, vi kan gennemføre det igen. Men der skal være plads i kalenderen, for det er klart, at hvis det skal være et eliteløb, så skal vi jo have de bedste ryttere herover, og så kan det ikke lade sig gøre, hvis det kollidere med nogle andre løb, fortalte han.

Om hans løbsrekord bliver slået, hvis løbet bliver gentaget en anden gang, frygter han ikke.

– Hvis jeg var bange for, at min rekord ville ryge, så ville det jo være rigtig dumt at være med til at arrangere løbet og hive de bedste ryttere i Danmark herover. Og jeg ved også godt, at de måske havde slået den, hvis ikke det havde været regnvejr i dag, lød det fra Jesper K. Andreasen.

Foto: Klaus Holsting