Parkeringsplads gravet op

Parkeringsplads gravet op
Her var der engang en parkeringsplads. Nu bliver der gjort klar til det udvidede opmarchområde. Billedet er taget ved rundkørslen på Bådehavnsvej/Vesthavnsvej. Foto: William Sonne Kaalø
NOTITS | 10. MAJ 2024 • 18:00
NOTITS
10. MAJ 2024 • 18:00

Parkeringspladsen med den nok så omtalte "betalningsparkering" er gravet op, og det indledende arbejde med at gøre klar til udvidelsen af opmarchområdet ved hurtigfærgelejet på Rønne Havn er i fuld gang.

Fredag var en gravemaskine blandt andet i gang med at fjerne noget jord fra grunden, som blev kørt væk af traktorer med store vogne. Et stykke af Bådehavnsvej er i forbindelse med anlægsarbejdet blevet spærret af fra rundkørslen ved Vesthavnsvej og et stykke nordpå.

Projektleder Maria Lunde Ørris har tidligere oplyst, at entreprenøren i første omgang vil arbejde med at anlægge den nye Vesthavnsvej hen over grunden, hvor der tidligere har ligget en Q8-tankstation. Desuden kaster man sig også over at udvide Bådehavnsvej i den såkaldte første fase af arbejdet. Dermed bliver den "gamle" Vesthavnsvej holdt åben hen over sommeren for at undgå, at trafikken til og fra færgeterminalen sander til i højsæsonen.