Skraldemænd i Horsens strejker på grund af bakterietrussel
Onsdag måtte borgere i Horsens Kommune aflevere affald på en genbrugsplads, fordi skraldemænd strejker.
Skraldemændene i Horsens Kommune har strejket onsdag.Det skriver kommunen i et opslag på Facebook.
- Har du brug for at komme af med dit affald, kan du aflevere det på genbrugspladserne i Brædstrup og Horsens, står der i opslaget.
- Begge steder vil der være ekstra containere til restaffald samt plast og drikkekartoner.
Ifølge mediet Horsens Folkeblad strejker de, fordi de bliver bedt om at håndtere overfyldte skraldespande.
Når skraldespandene er for fyldte, kan lågene på dem ikke lukkes helt. Derfor risikerer skraldemændene at blive udsat for bakterier, der kan gøre dem syge.
Det vil de ifølge mediet ikke finde sig i, siger formand i 3F Horsens Brian Tollak Nielsen til mediet.
3F har opfordret dem til at genoptage arbejdet, da det ifølge fagforeningen vil gavne de forhandlinger, der finder sted. Men det er skraldemændene uenige i.
- Der er stadig ikke kommet klarhed over, om skraldespandene skal være lukket, eller om der skal være en bagatelgrænse (på få centimeter, red.) for, hvornår de skal tage dem med.
- Derfor har de besluttet at nedlægge arbejdet. De mener ikke, at der er gjort nok for at forhandle en løsning, forklarer Brian Tollak Nielsen til Horsens Folkeblad.
Formanden kan ikke sige til mediet, om strejken kommer til at vare flere dage.
Horsens Kommune skriver onsdag på sin hjemmeside, at borgerne løbende kan holde sig opdateret om, hvornår deres affaldsbeholdere vil blive tømt.
Det kan man gøre ved at downloade appen "Affald Horsens".
RITZAU
